WOFIE '08 (Workshop for Innovation and Entrepreneurship)
Iværksætterkursus tiltrak 450 studerende i tre byer
Af Mikkel Dahlqvist, md(at)adm.aau.dk
450 studerende deltog i sidste uge i det største iværksætterkursus i Aalborg Universitets historie. Kurset foregik simultant på otte forskellige lokationer på Aalborg Universitet via et live-streamet tv-signal.
450 studerende med vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde deltog i sidste uge i det største iværksætterkursus i Aalborg Universitets historie. Kurset, som arrangørerne havde døbt WOFIE ’08 (Workshop for Innovation and Entrepreneurship 2008), forløb over fire dage og havde til formål at lære deltagerne at tænke innovativt og ruste dem til at starte deres egne virksomheder. WOFIE ’08 har vakt en del opsigt, fordi kurset ikke alene udspillede sig på traditionel vis i et stort seminarrum på Aalborg Universitet, men via et live-streamet videosignal foregik kurset simultant på otte lokationer på Aalborg Universitets afdelinger i Aalborg, Esbjerg og Ballerup. Dermed kunne undervisere og studerende interagere med hinanden via storskærme. Ligeledes var hjemmesiden www.wofie.dk særdeles nyhedsvækkende, idet den indeholdt en brain-bank, chat forum og tv-transmissioner af dagens højdepunkter (disse kan også ses på YouTube»), interviews m.m.
Hjernebanken - de studerende skrev deres kompetencer på hjernerne, der herefter blev lagt på deres profil på WOFIE hjemmesiden. Her kunne alle de studerende søge efter andres kompetencer.
Kirstine Rasmussen, der er projektleder på WOFIE ’08 og ansat hos Aalborg Universitets iværksætterorganisation SEA (Supporting Entrepreneurship at Aalborg University), er stolt af, at hele det ambitiøse projekt lykkedes.
- Efter alt at dømme er der ingen i verden, der tidligere har kastet sig ud i et online-projekt indenfor iværksætteri, der er så ambitiøst som dette. Vi håber, at vi med workshoppen har givet dygtige studerende blod på tanden til gavn for samfundet og erhvervslivet, fortæller hun.
50.000 kroner til bedste idé
De studerende var inddelt i grupper på omkring fem studerende med vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Grupperne skulle hver især løse en opgave, der handlede om at udvikle nye forretningsidéer, og samtlige idéer blev på sidstedagen vurderet af en jury bestående af repræsentanter fra både erhvervslivet og universitet. De to bedste koncepter blev belønnet med flere forsk. pengepræmier sponsoreret af Dantherm, blandt andet en 2. præmie på 30.000 og en 1. præmie på 50.000 kroner, som grupperne så passende kan bruge til at bringe deres idéer videre ud i verden.
Vi har set utroligt mange spændende idéer og koncepter, og det er smadderærgerligt, at vi ikke kan belønne alle de studerende for deres indsats. De har gjort det helt forrygende. Vi har oplevet en fantastisk stemning og et kæmpe engagement både blandt de studerende, undervisere og adm. personale på AAU. Dette omfattende tværfaglige og tværfakultære arbejde har været en spændende udfordring for alle involverede, siger Kirstine Rasmussen.
Hun forventer, at WOFIE vil blive en tilbagevendende begivenhed.
Udtalelser fra præmiesponsoren Dantherm
Dantherm udtaler: ”Virksomhederne i Dantherm-koncernen ”aftager” både ingeniører og andre kandidater fra Aalborg Universitet, som vi også samarbejder med på flere andre områder. Derfor var det naturligt for os at gå ind som sponsor for WOFIE. Ikke mindst fordi det et iværksætter-projekt, hvor deltagerne arbejder på tværs af traditionelle faggrænser, siger formanden for Dantherm Fonden, advokat Kresten Dyhrberg Nielsen.
Universiteterne og erhvervslivet har en fælles interesse i at kende hinanden og i at kunne samarbejde. Det gælder i høj grad også for Dantherm-koncernen, hvis virksomheder ”aftager” både ingeniører og andre kandidater fra blandt andet Aalborg Universitet. I dag har vi allerede et særdeles frugtbart samarbejde med universitets Institut for Energiteknik, ligesom vi gerne stiller os til rådighed som praktiksteder, indgår i projekter o.l. Da lejligheden bød sig, var vi derfor straks klar til at gå ind som sponsor for WOFIE. For os blev det som ventet en rigtig god oplevelse, og vi tror og håber, at det samme gælder for de studerende og deres vejledere, siger advokat Kresten Dyhrberg Nielsen, som er formand for Dantherm Fonden.
- Grundlæggende ser jeg det som noget meget positivt, at Aalborg Universitet har så stærkt fokus på iværksætteri. Sammen med andre initiativer har WOFIE medvirket til at bringe de studerende tættere på den dagligdag, de senere vil møde ude i virksomhederne. En anden styrke ved projektet har været dets tværfaglighed. I Dantherm-koncernen er vi meget opmærksomme på, at et samarbejde på tværs af traditionelle faggrænse i dag er en betingelse for succes. Den samme opfattelse hersker tydeligvis på Aalborg Universitet, og det lover godt for fremtiden for dansk erhvervsliv. Med afsæt i de gode erfaringer med WOFIE ser vi gerne et forstærket samarbejde med Aalborg Universitet i fremtiden, siger Kresten Dyhrberg Nielsen, der også hæfter sig ved den entusiasme, de mange hundrede studerende lagde for dagen i forbindelse med projektet.
Læs mere om WOFIE ’08 på www.wofie.dk el. kontakt Kirstine Rasmussen kr@adm.aau.dk


